Fisk   Geophagus Steindachneri Oprindelse: Fisken forefindes i den nord vestlige del af Sydamerika, nærmere betegnet i Panama og Colombia i floderne Rio Sinú, Rio Cauca, Rio Magdalena og Rio Guali. Den er også fundet i Venezuela i Rio Limón og på Guajira halvøen. Det vides ikke med bestemthed om den er der naturligt eller er sat ud på et tidspunkt. Biotop: Biotopen er meget varieret og det er svært at komme med en generalisering af denne. Den lever både på sandbund og over i den meget stenede. Vandværdierne varierer meget afhængig af årstiden og sted. PH er mellem 5.8 og 6.8 og vandets ledningsevne er mellem 10 og 160 µS/cm. Temperaturen varierer mellem 26 og 34 grader. Udseende: Hannen bliver op til 20 centimeter, i fangenskab dog sjælden mere end 15. Hunnen er nogle centimeter mindre. Hannen får endvidere en pandepukkel som er rødbrun. Når puklen er fuldt udviklet, kan den være næsten gennemsigtig på undersiden, og man kan se blodårerne inden i. Puklen udvikles når fisken har en længde på ca. 6 cm. Hunner, unger og underordnede hanner kan have et vandret bånd fra øjet og ud til halen. De vil også have et broget mønster på den øverste del af kroppen, der afspejler deres humør. Grundfarven vil også være lysere end hos den dominerende han. Hos underordnede hanner kan der opstå lodrette striber hvis de bliver aggressive. Dominerende hanner har gule/orange/røde metalagtige pletter på en gulgrøn eller orange baggrund. Med alderen falmer disse og grundfarven vil være rødlig. Pasning af fiskene: Geophagus Steindachneri hører til jordspiserne, og vil i sin søgen efter øde tage en del af bundlaget op i munden for at si eventuel føde fra. De mindre partikler kommer ud mellem gællerne og de større dele spyttes ud af munden. Dette betyder også, at planter skal fæstnes under en sten eller i de potter de købes i. Under normale forhold, vil fisken ikke flytte sandet frem til frontruden som det er kendt fra andre arter, men da føde tit bundfældes omkring sten og planter, vil der naturligvis være en del graven i disse områder. Fisken er en af de nemmeste at holde, da den ikke stiller de store krav til vandet. Temperaturer mellem 25 og 32 C er passende. PH skal være mellem 6 og 8 og en dGH op til 30 accepteres ligeledes uden synlige tegn på sygdom. Hver fisk kræver som tommelfinger regel 60L. vand. Akvariet skal indrettes således, at der er mulighed for at fiskene kan danne territorier samt nogle gemmesteder. Der skal også være et par flade sten til at lægge æg på. Geophagus Steindachneri er polygam, dvs. at der skal flere hunner til for hver han. Det optimale er 1 han og 3 til 4 hunner. For at fiskenes adfærd skal være mere naturlig, så skal der være flere hanner i akvariet. Dette vil medføre at hannens pukkel bliver større og mere farvestrålende. Thomas Weidner skriver i sin udmærkede bog ”South American Eartheaters” at en gruppe på 3 af hver er passende, men jeg mener, at da fisken er polygam er der for lidt hunner. Disse vil konstant blive jagtet rundt i akvariet. Fisken er generelt en rolig fisk og vil i de fleste tilfælde ignorere andre fiskearter. Under specielle omstændigheder, kan den forekomme aggressiv. Foder: Fiskene spiser stort set alt hvad de kan komme i nærheden af. Flagefoder kan de sagtens overleve på, men hvis man supplerer med nogle piller der falder til bunden fremmes deres naturlige søgen efter føde (ørredfoder og discus foder er rigtig godt, men pas på med for meget discus foder, da fisken så kan få en sjov rund facon, ha ha). De vil også gerne have grønt og man skal derfor ikke undlade dette. Enten kan der bruges grøntfoder, eller man kan give dem afskallede ærter, fint hakket salat, revet agurk/stængel af broccoli etc. Røde myg og andre smådyr er også velegnede. Når fiskene roder i bundlaget, kan vandet blive lidt grumset, så det er nødvendigt med et godt filter til at rense dette. Opdræt: Når en han og hun har bestemt at tiden er inde til at forøge mængden af individer i akvariet, placerer de sig med hoved mod partnerens hale. Fiskene begynder at skælve og snappe efter hinanden. Efter et stykke tid, fører hannen hunnen til en flad sten som han mener, er passende til at lægge æg på. Mens hunnen undersøger stenen og rengør denne, tager hannen bundlag op i munden og spytter ud igen, mens han snapper efter hende. Dette har en stimulerende virkning på hende, og hun lægger æggene på stenen. Disse lægges i én til otte grupper på op til 80 – 100 æg i alt. Hannen befrugter nu disse hvorefter hunnen hurtigt tager æggene op i munden. Hvis hannen ikke er hurtig nok, har hunnen samlet æggene op inden de er befrugtet. Disse vil så blive befrugtet mens hun har dem i munden. Eventuelt samler hun mere sæd of fra stenen. Hannen forlader umiddelbart derefter hunnen, og deltager ikke i pasningen af ungerne. Efter tre uger forlader ungerne for første gang hunnen mund. I de tre uger der er gået, vil unge hunner indtage føde. Ældre og mere erfarne hunner kan samle små partikler op og forsigtigt tykke disse. Når ungerne kommer ud er de allerede op til fire mm. lange. Hunnen bliver ved med at passe ungerne i ca. to uger og i denne periode søger ungerne ind i hendes mund når de bliver bange samt om natten. Selv når ungerne er ældre end de to uger forsøger de at komme ind i hendes mund hvis de bliver skræmte. Hunnen bliver ikke på noget tidspunkt en trussel for ungerne.